KÆRE BØRN OG FORÆLDRE

 

Vi vil gerne byde jer velkommen i Globussen. Vi er en afdeling af Ryttergården. Globussen er Ryttergårdens førskoletilbud, d.v.s. at det som regel er det sidste år i børnehaven, inden skolen starter. I år er vi 13 børn og 2 voksne.

 

Rune 37 timer om ugen

Sussie 20 timer om ugen fordelt på mandag, tirsdag og onsdag.

 

Adresse

Ryttergården, Ryttervej 68, 5700 Svendborg og Elsehovedvej /Tanghavevej ved parkeringspladsen ved Elsehoved Strand.

 

Tlf. Globussen Mobil 2488 6390 I  nødstilfælde kontoret på Ryttergåden 2948 1870

 

Morgen i Globussen.

Børnene er på gården indtil kl. 8.00, hvor en busvoksen går op med de børn, som er mødt ind, og åbner buslokalet. Den næste busvoksen møder ind kl. 9.00, og vi begynder at rydde op og gøre os køreklar kl. 9.15.

 

Derfor kom senest kl. 9.15.

Vi ved af erfaring, at det er rart for børnene at være her i god tid. Vi er hjemme på Ryttergården igen kl. 14.30. Hvis vi bliver forsinket ringer vi altid til vuggestuen og fortæller det. Så er vi ikke kommet kl. 14.30 spørg en voksen fra vuggestuen. Torsdag og Fredag er vi hjemme.

Vi spiser eftermiddagsmad, når vi kommer hjem med bussen. Torsdag og fredag spiser vi eftermiddagsmad kl. 14.00. Vi vil gerne have, at I siger goddag og farvel til en busvoksen.

 

Så et par gode praktiske råd.

Du skal have madpakke og drikkedunk med vand i hver dag, som skal ligge i madvognen, som står i portrummet.

 

Der skal vand, og kun vand i drikkedunken, fordi det er billigt, sundt og godt for børnenes tænder.

På varme dage kan I fylde drikkedunken ¼ del med vand og lægge den i fryseren om aften, og om morgenen fylder I den helt op med vand, og jeres børn har dejligt koldt vand det meste af dagen. Til madpakken kan I enten lægge et lille fryseelement ved, eller købe en madkasse med fryselåg, som kan holde madpakken kold.

 

Tøj og sko m.m.

Børnene har en kasse ude i bussen, som altid skal indeholde 1-2 sæt skiftetøj. Regntøj og gummistøvler sættes i bussen. På øverste hylde i garderoben skal der ligge et sæt skiftetøj.

Det er en god ide, hvis I som forældre går en tur i bussen og tjekker jeres barns kasse ind imellem, og hvis der kommer vådt tøj med hjem lægge nyt tøj i kassen.

 

Husk altid navn i alt!!!

Der er trange forhold i bussen, og vi kan ikke holde orden i tøj og sager uden navn.(det er svært nok med navn).

 

Solcreme

Om sommeren skal i smøre jeres børn med solcreme om morgenen, og vi vil smøre igen over middag.

 

Skovflåter

Husk vi er i en skov hver dag og vi leger tit i skovbunden. Derfor husk at tjekke jeres barn for flåter hver dag.

 

Legetøj

Børnene må gerne medbringe legetøj hjemmefra. De andre børn må have lov til at låne/lege med det, medmindre det ligger på barnets plads. Medbragt legetøj er på eget ansvar.

 

Fødselsdage

Fødselsdage er en mærkedag, og skal naturligvis fejres. Vi aftaler med jer hvordan. Vi kan komme hjem til jer, eller vi kan tage hen til et flot sted I kender, eller på Elsehoved. Torsdage og fredage kan vi ikke tage ud af huset, men kan tilbyde at fejre dagen i Ryttergården. Husk at tage højde for vores og Svendborg kommunes kostpolitik.

 

Sygdom

Kommer jeres barn ikke i børnehave af en eller anden grund, vil vi gerne vide det. Ring til os på mobilen. Vi modtager selvfølgelig ikke syge børn, p.g.a. smittefaren, og fordi her er ikke ro og tid til at pleje et sygt barn.

 

Vikarer

Hvis vi er syge, afspadser eller er på kursus, vil der, så vidt det er muligt, være vikar. Vi kører aldrig alene med børnene. Vi kan også blive nødt til at blive hjemme p.g.a manglende vikardækning.

 

Fotografier

Vi tager mange fotografier i løbet af året, som vi hænger op, så I kan se, hvad vi oplever og laver. Vi har indimellem besøg af studerende fra pædagogseminariet, praktikanter og lærere fra Japan. Hvert år har vi besøg af folk fra England, Australien og U.S.A, som er på studierejse i Danmark. Disse mennesker er meget betaget af vores lejrplads og den frihed og ansvar vi i Danmark giver vores børn. De tager tit mange fotografier af os. Hvis I ikke ønsker at jeres børn er med på disse fotografier, vil vi gerne vide det.

 

Informationer

Tjek altid informationer på bagsiden af døren ud til portrummet. Hver måned laver vi en månedsplan, som fortæller om, hvad der sker i løbet af måneden og hvornår.

 

Forældresamarbejde

I hverdagen lægger vi vægt på den daglige forældrekontakt. Hvis I har haft en "uheldig" start på morgenen, så fortæl os om det, fordi det kan have betydning for jeres barns trivsel i løbet af dagen. Ligeledes fortæller vi, hvis der har "været noget" i bussen. Derud over er I altid velkommen til at komme og aftale en forældresnak, hvis I har noget I gerne vil drøfte eller snakke med os om. Ellers lægger vi op til, at I snakker med jeres barn om, hvad vi har oplevet i løbet af dagen, så kan I altid få det uddybet hos os. Til jer, som er nye forældre på Ryttergården, tilbyder vi en samtale efter ca. en mdr. om jeres barns trivsel i Globussen. I september afholder vi et forældremøde, hvor vi fortæller om vores hverdag, og hvordan årets gang er i bussen. I er som forældre altid velkommen til at tage med os til Elsehoved, eller med os på tur ud i det blå. Kom og snak med os og vi finder en dag, som kan passe.

 

Mange Hilsen Sussie og Rune

Globussen